Mindeord.

Mindeord.

Jens Jonesen sov stille ind på Herlev Hospital, mandag den 28. december 2020 efter at have været indlagt på sygehuset i det meste af december måned. Jens blev 83 år.

Jens blev medlem af DBCT i 1985 og har været aktiv på cyklen igennem mange år. De senere år deltog Jens og Ellen dog kun i klubbens sociale arrangementer. I en årrække var Jens medlem af bestyrelsen og i en periode bestyrede han klubbens hjemmeside.

1985 medlem af DBCT. 1987 medlem af bestyrelsen. 1988-93 sekretær 1994 næstformand. 1995 modtog både Æresbæltet og Pelsekniven 2006-15 webmaster.

I Jens aktive tid deltog han i onsdagstræningen i Risby og han har deltaget utallige gange i klubbens cykelløb, såvel Æresløb, Høst Grand-Prix og Klubmesterskaber og kørte også med i Turistmatcherne arrangeret mellem DBCT, ACKT og OCKT. Jens var i sin tid, en af forkæmperne for, at der også kunne optages kvinder i klubben på lige fod med mændene og at de kunne deltage i klubbens aktiviteter, såvel træning som løb samt klubbens sommerture.

Det kan nævnes, at Ellen og Jens deltog i klubbens prøvetur med damer på turen til Alsace i 1988, hvor Ellen hver dag fulgte feltet i egen bil, mens Jens cyklede med rundt.

Jens var et ordentligt menneske og brugte ikke store ord om sig selv. Han var altid meget loyal overfor klubben og den siddende bestyrelse. Jens har modtaget såvel klubbens Æresbælte, som Pelsekniven for at være en loyal og god kammerat.

Vores tanker går til Ellen samt sønnerne Michael og Søren med familier.

Bisættelsen finder sted i Herstedvester Kirke den 8. januar 2021, kl. 10.30, men på grund af Covid19 er bisættelsen kun for den nærmeste familie.

Æret være Jens minde.

DBCT.

Share