Sidste Nyt Januar 2019

Sidste nyt fra DBCT!

Januar 2019

 

Et nyt år blev skudt godt i gang

 

Endnu et år er kommet og et andet er gået. Gået med hastige skridt, synes jeg. Jeg synes, at tiden løber stærkt. Måske er det fordi, vi er aktive mennesker, som foretager os mange ting og som har mange interesser.

Klubben bød igen sidste år på mange arrangementer af forskellig slags, hvor en skare af faste medlemmer mødte op og deltog. Nogle kører cykelløb, andre vifter med flaget og holder trafikken tilbage, så cykelrytterne ikke kommer til skade, andre igen sørger for, at der er noget at drikke og spise og det er som om alle kender deres opgave og derfor synes jeg godt man kan sige, at vi er et godt team.

Vi passer på hinanden og har igennem mange år opbygget et særdeles godt venskab. Det skal vi fortsat blive ved at værne om. Det er meget værdifuldt for os alle og for mennesker generelt at have tætte relationer til andre mennesker – ikke mindst, når de – som de fleste af os – er lidt oppe i årene.

Efter den ualmindelig varme og tørre sommer, har vi haft en – indtil nu – mild vinter.

Kun lidt frost og ikke meget sne. Dog er det blevet til noget voldsom blæst, måske nærmest storm. Spændende bliver det at se, hvordan foråret bliver og hvordan planterne rundt omkring i haver og skove arter sig. Mange buske og træer troede jo det var forår i efteråret – og hvad sker der så, når det bliver forår? Ingen ved det. Kun kan vi vente og se.

En del har nok stadig kunnet cykle i den milde vinter og andre har trådt i pedalerne på cykelbanen. Der er man i hvert fald ikke generet, hverken af glatte veje, sneplove og saltvogne. Derimod kniber det måske lidt med at få frisk luft.

I ønskes alle sammen et rigtig godt nytår. Vi håber, at vi får mange dejlige oplevelser sammen i vores gamle klub igen i 2019. Det være sig både på det sportslige og det sociale plan.

Medlemstallet er nogenlunde status quo. Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle, som trofast møder op til klubbens arrangementer i årets løb.

 

“Arrangementsudvalget” arbejder på et lille kulturelt arrangement snarest.

 

På bestyrelsens vegne

Redaktøren

Kommende arrangementer!

 

Klubaftenen onsdag den 20. Februar 2019 kl. 19.00

Der er almindelig klubaften i klublokalet.

Med venlig hilsen Bestyrelsen

 

 

Klubaften onsdag den 20. Marts 2019 kl. 19.00

Dette er vinterens sidste klubaften.

Med venlig hilsen Bestyrelsen

 

 

Onsdagstræning

Da langt de fleste af vores medlemmer er pensionister eller uden for arbejdsmarkedet, er det besluttet at køre onsdagstræning om formiddagen kl. 10. Der er mødested på parkeringspladsen i Risby og der køres 30-40 kilometer i moderat tempo. Så mød op onsdag formiddag fra den 3. april.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

 

 

Afviklede arrangementer

 

Ordinær generalforsamling onsdag den 17. Oktober 2018 kl. 19.00.

 

20 medlemmer var mødt op til den årlige ordinære generalforsamling, heraf var de 6 støttemedlemmer.

Formanden og dirigenten, Preben Dalsgaard bød velkommen og inden vi gik i gang med dagsordenen læste formanden mindeord op på tre kammerater, som var afgået ved døden i løbet af året. Det var vores mangeårige medlem Bent “Bager” Mortensen, Henning “Meller”

Melkjær og Birgit Ehlert Hansen.

 

Formanden orienterede om de arrangementer, som havde været afholdt i årets løb. Kunne konstatere, at medlemstallet var lidt faldende.

 

Formanden nævnte klubbens hjemmeside, som Preben har fået sat rigtig flot op. Anbefalede medlemmerne til at kigge på den ind imellem. Sommerturen til Fuengirola syntes formanden var forløbet godt. Vi havde boet godt, tæt på stranden og strandvejen. Der var fem der havde cyklet. Terrænet havde været lidt for hårdt. Der var tre udflugter inkluderet i rejsen. Nogen syntes det var godt, andre ville hellere cykle.

Til sidst takkede formanden bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde.

Derudover takkede han alle medlemmerne, fordi de gør en indsats for at få klubben til at fungere, og sagde at uden deres interesse og hjælp, var der ingen klub.

Kassereren Marianne Hansen og bestyrelsesmedlem Preben Dalsgaard Hansen blev begge genvalgt for to år. Ligeledes blev Mona Larsson genvalgt som revisor og Connie Frederiksen som revisorsuppleant, begge for to år.

Kontingentet blev fortsat uændret. Der var ikke indkommet nogle forslag til behandling på generalforsamlingen.

Formanden orienterede om, at der var to jubilarer, nemlig Anni Holmer og Carsten Schmidt, som begge havde 25 års jubilæum.
Derudover talte vi om, hvor sommerturen kunne gå hen til i 2019.
Uffe Hansen blev tildelt Æresbæltet. Formanden sagde, at Uffe havde været med siden 1997 og har gennem tiden været aktiv på landevejene, og har gennem årene deltaget i onsdagstræningen samt klubbens løb og sommerture. De senere år, er cyklen blevet valgt lidt fra, men Uffe har stillet op som kontrol og tidtager til klubbens løb. Tager også gerne en tørn med at slæbe forskellige ting med til brug i klubben til forskellige arrangementer, ligesom han gerne deltager i klubbens øvrige sociale liv.
I 1999 vandt Uffe H50 i Klubmester-skabet, og vandt HGP H50 i 1997, 1998, 1999,2001 og 60 års pokalen i 2010. Endvidere vandt han Æresløbet i 2009 og kørte hurtigst i Mellemste drenge. Han vandt også rævejagten 2008, 2009, 2011, 2012, 2014  og modtog i 2009 Pelsekniven.
Uffe modtog Æresbæltet og en erindringsnål, blomster og et DBCT-hurra.

Herefter afsluttede dirigenten generalforsamlingen og bad alle rejse sig og råbe et DBCT hurra for klubben.

Årsfesten den 3. November 2018.

20 medlemmer og ægtefæller mødte glade og feststemte op til årets rytterfest. Men allerede et par timer før festens begyndelse var bestyrelsen i gang med at gøre klublokalet klar til aftenens fest. Borde blev sat sammen til et langt og dækket. Birgitte pyntede med smukke blomster og efterårsgrene, servietter blev foldet og lys sat i stager. Og med et var bordene klar. Buffetbordet blev sat op og vinen fundet frem. Bordplan og velkomstdrinks gjort klar. Connie og Mogens, Mona og Torben ankom med musikken og lækker tunmousse, som Connie havde lavet til os samt Inge Lise (Connies søster) gik i køkkenet og dannede sig et overblik over situationen. Derefter ankom nogle af gæsterne samt Marianne og Uffe, som havde hentet hovedretten på vejen. Hovedretten bestod af skinke
og kalvesteg med flødekartofler, dejlig salat og flute, som Super Brugsen i Hornbæk havde lavet til os. Desserten bestod af frugttærter med flødeskum og creme fraiche. Alt var meget lækkert og vel tillavet, og så var det hele til en overkommelig pris. Vi sang nogle sange og der blev delt pokaler, medaljer og blomster ud til vinderne af Høst Grand Prixet. Derudover blev Pelsekniven uddelt. Denne gang til Anni Holmer, som trofast kommer og deltager i de fleste af klubbens sociale arrangementer. Vi dansede og snakkede og der var en rigtig god stemning, så det blev en lang og festlig årsfest.

Tak til Connies søster, Inge Lise, for at være i køkkenet og betjene os, og tak til alle deltagerne for en dejlig og festlig aften i gode kammeraters selskab.

Med festlig hilsen Susanne

 

 

Stjerneløbet 2018

Stjerneløbet blev aflyst, da der kun var ganske få ryttere tilmeldt.

 

Venlig hilsen Bestyrelsen

 

Klubaften onsdag den 21. November 2018

Almindelig hyggelig klubaften med kaffe og kage og hyggelig snak. Marianne havde bagt dejlige æbletærter, hvortil vi fik creme fraiche. Snakken gik om mulige emner til sommerturen i 2019 uden at der blev fastlagt en destination. Dog blev det nævnt, at Kroatien var et sted, hvor flere kunne tænke sig at komme til.

 

Hilsen Susanne

 

 

Årets sidste klubaften onsdag den 19. december 2018 kl. 19.00.

Traditionen tro blev der her tæt på Julen, afholdt julebingo og julehygge i klublokalet.

Der var mødt omkring 18 medlemmer op, for at hygge sig sammen om den varme gløgg og de varme æbleskiver, kaffen og småkagerne. Og ikke mindst de meget flotte præmier, som man kunne vinde ved at deltage i bankospillet.

 

Til trods for, at Inge Lise Lieberoth var indlagt på hospital havde hun sponseret en stor del af præmierne til bankospillet i form af æsker med chokolade og julebryg. Ligesom Connie og

Mogens igen i år havde hjemmebagte småkager i glas og flotte juledekorationer med. Derudover blev der trukket lod om gode øl og azaleaerne, som pyntede på bordene. Jeg tror næsten, at alle fik en lille ting med hjem.

 

Efter gløgg, kaffe og spil sluttede vi aftenen af med en øl / vand og ønskede hinanden en glædelig jul, hvorefter vi slukkede og lukkede og kørte hjem hver til sit.

Julehilsner

Susanne

 

Nytårsturen den 6. januar 2019 kl. 10.00

Nytårsturen var udsat en time, fordi der i weekenden havde været børnecamp og derfor kunne vi først komme til i klublokalet klokken 10. Det var fint og fremover vil nytårsturen ligge fast klokken 10. Så kan alle nå, det de skal.

Vi startede med en lille èn til halsen og ønskede hverandre godt nytår. Derefter gik de fleste en dejlig frisk tur – den sædvanlige med en afstikker ind gennem lidt ung skov. Hyggeligt at gå og sludre og vejret var skønt.

Hjemme i klublokalet havde Lotte, Grete og Lennart dækket bord og varmet kakao og gjort klar til boller. Connie havde resten af sine hjemmebagte julesmåkager med og der var god

afsætning på blandt andet klejnerne, som blev gnasket på spadsereturen. Vi hyggede og snakkede et par timer, hvorefter alle kørte hver til sit. Nogle stykker kørte forbi Inge Lise Lieberoth, som var blevet udskrevet fra sit lange hospitalsophold, for at ønske godt nytår.

 

Nytårshilsen

Susanne

 

Klubaften onsdag den 16. Januar 2019

 

15 medlemmer var mødt op for at hygge sig. Susanne havde lavet lagkager og der var også en lille én til kaffen og en øl / vand. Snakken gik lystigt og forslag og muligheder til dette års sommerrejse blev drøftet. Marianne undersøger hvilke muligheder, der er, eventuelt for at komme til Kroatien.

Efter et par timers snakken pakkede vi sammen og brød op og kørte hver til sit efter nogle hyggelig timer sammen.

 

Redaktøren

 

Lykønskninger:  

 

13.01.1949          Susanne Berendt         70 år

12.02.1939          Anni Holmer                 80 år

09.06.1944          Mogens Frederiksen   75 år

 

Vi ønsker alle rigtig hjertelig tillykke med de runde dage samt god vind fremover.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Terminsplan:

Dette års terminsplan er vedlagt / vedhæftet “Sidste Nyt” for januar 2019. Vi håber, at se jer til de forskellige arrangementer, som afholdes i vores gamle klub. Bestyrelsen gør et stort stykke arbejde for at få tingene til at hænge sammen og alting er jo lidt sjovere at arrangere, hvis der også møder nogle op. Vi håber derfor, at såvel kontroller / flagposter og ryttere har lyst til at deltage. Såfremt der er omstændigheder, som gør, at vi for eksempel ikke kan være i klublokalet, forsøger bestyrelsen at finde alternativ afholdelse af arrangementerne.

Bestyrelsen

 

Billeder, indlæg og hjemmesiden

I er velkomne til at sende billeder eller indlæg til bladet.

Vores hjemmeside www.dbc-t.dk bliver løbende opdateret, så kig ind på den engang imellem.

 

Hilsen Susanne

 

 

 

 

 

 

Share