Sidste Nyt Jan. 2021

Sidste nyt fra DBCT

Januar 2021

Et nyt år er begyndt

Men hvad vil det bringe os? Vi ved det ikke, men alle håber vi, at det nye år
bringer noget godt. De fleste ønsker nok, at kunne blive vaccinerede meget
snart. Men vi må alle pænt vente til det bliver vores tur. 2020 har været et
underligt år. Ingenting har vi kunnet planlægge og mange ting er slet ikke
blevet som vi havde forventet eller haft en drøm om.
Vi har derimod tilpasset os omstændighederne og passet på ikke at blive
smittede med Covid 19. Vi har alle lidt afsavn, for vi har ikke kunnet mødes,
som vi plejer og vi savner at ses og at være sammen, sådan som vi plejer.
Men vi bliver nok nødt til at se i øjnene, at der går endnu en rum tid, før alting
bliver mere normalt igen. Heldigvis har efteråret og vinteren indtil nu vist sig
fra sin milde side, så det har været muligt at komme ud og cykle på
landevejene, spille golf og gå ture i skove, parker og på stranden. Men kun i
små grupper og med god afstand til hinanden. Men godt er det trods alt at
komme ud og blive luftet igennem. Man får luftet hjernen og bliver glad indeni.
Om vi får mere sne, tja så kan det være, at kælken eller skiene skal findes
frem.
Inden længe bliver dagene dog længere – dagen er allerede tiltaget med
nogle minutter – og pludselig vil vintergæk og erantis myldre frem af jorden,
og vi kan konstatere, at foråret og lyset endnu engang er på vej til os og vi
kan så småt begynde at myldre frem fra vores vinterhi. Dejligt at bo i et land
med skiftende årstider.
Under de vilkår, der nu en gang er, er det svært at lave vores normale
arrangementer i klubregi. Så foreløbig er der kun at vente på bedre tider.
Derfor er den vedlagte terminsplan et udtryk for ønsketænkning, men på et
tidspunkt håber vi, at vores normale aktiviteter blive genoptaget. Så husk at
kig ind på klubbens hjemmeside med jævne mellemrum.
Bestyrelsen ønsker jer alle et rigtig godt og helsebringende nytår, hvor vi
håber snart at blive vaccinerede , så vi kan samles igen.
På bestyrelsens vegne
Redaktøren

Kommende arrangementer!

Klubaftenen onsdag den 20. Januar kl. 19.00


AFLYST PGA FORSAMLINGSFORBUDDET OG SMITTETRYKKET


Klubaftenen onsdag den 17. Februar kl. 19.00


Rævejagt søndag den 7. Marts 2021 kl. 9.00


Mødested: Ved Ølgod på Dyrehavsbakken, hvor der er indskrivning. Et medlem fra
bestyrelsen modtager deltagere og ”ræve” i rævehulen med ”En enkelt”. Efter jagten
begiver vi os til klublokalet i Ballerup Super Arena.
Mødetid (i rævehulen): kl. 9.00
Startpenge:
Ryttere 50 kr.
Øvrige 25 kr.
Rævejagten foregår i Dyrehaven.

  1. Start og rævehule: Fliserne foran Vin – og Ølgod.
  2. Rævene får 5 minutters forspring. Rævene er Morten Ryan og Harry Hansen.
  3. Jagtområde: Stierne langs Klampenborgvej; Fortunen; Hjortekær; Eremitageslottet;
    vejen til Peter Lieps Hus og videre til Kongeporten.
  4. Der må kun køres på de offentlige stier minus de små stier i indelukket.
  5. Nedlægning af rævene: Ræven skal ”røres” (halen må ikke rives af trøjen).
  6. Jagttid: Jagten varer max. 1 time. NB. Alle (inkl. rævene) vender tilbage til rævehulen efter 1 time.
    Men husk!

Efter jagten er der spisning af vores medbragte madpakker med øl og snaps. Her får
rævene også deres hyldest. Spisningen foregår i klublokalet i Arenaen, og starter kl.
11.30.
Tilmelding til arrangementet er nødvendigt og skal ske senest den 25. februar til:
Preben Dalsgaard Hansen / mail: pdhpda@msn.com eller
Morten Ryan Hansen / mail: mortenryan@ryanhansenautomobiler.dk
Vi håber, at se mange til dette hyggelige traditionsrige arrangement.
Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Klubaften onsdag den 17. Marts 2021 kl. 19.00
Dette er vinterens sidste klubaften.
Bestyrelsen

Mandags og Onsdagstræning
Da langt de fleste af vores medlemmer er pensionister eller uden for arbejdsmarkedet, er
det besluttet at køre mandags og onsdagstræning fra parkeringspladsen ved Ballerup
Super Arena om eftermiddagen kl. 17. Der køres 30-40 kilometer i moderat tempo.
Så mød op fra onsdag eftermiddag fra den 7. april. Til orientering er mandag den 5. april 2. Påskedag

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Afviklede arrangementer

Sommertur til Als

Årets sommertur blev afholdt fra den 22.-25. september på Als med indkvartering på Nørherredhus i Nordborg. Vi var 13 deltagere og vi blev alle indkvarterede på dejlige pæne og store værelser. Vi havde ophold med morgenmad og aftensmad og vi blev vældig godt betjent af det søde personale, der var på stedet. Virkelig et hyggeligt og anbefalelsesværdigt sted, og så trak det ikke fra, at vejret stod på solskin.
Der var ingen, som havde cykler med i år. I stedet kørte vi samlet ud i biler og så på smukke Als og Sønderjylland. Vi var på Dybbøl Mølle og Dybbøl Banke, Gråsten Slot og slotshaven og gik også en tur rundt i Gråsten by, hvor vi spiste frokost på kroen. Vi var på Sønderborg Slot, hvilket var ganske interessant. Ligeledes var vi rundt og se på turistattraktionerne på Als. Flere af de ting, som vi gerne ville have set, havde desværre ferielukket. Når vi kom tilbage til hotellet om eftermiddagen hyggede vi os med kaffe eller

en øl på hotellets terrasse inden vi gjorde os klar til middagen. På grund af Covid19 kunne vi ikke bruge hotellets bar efter middagen, da den lukkede tidligt. Derimod fik vi stillet kælderen til rådighed. Her hyggede vi os med lidt medbragte drikkevarer, billard og dart samt historier fra det virkelige liv. Alle var enige om, at det var et rigtig godt sted og nogle dejlige dage, vi havde sammen også selvom vi skulle bruge mundbind og holde afstand. Restauranten var indrettet fint efter det. Så vi pønser på, at lave en tur til et andet sted i Danmark i løbet af i år, hvor der også bliver mulighed for at få luftet cyklen, for dem, som ønsker det. En tur Marianne og Teddy får lov at komme med gode forslag til endnu engang. Andre er selvfølgelig også velkomne med forslag.
Bedste hilsner Susanne

Ordinær generalforsamling tirsdag den 29. september 2020 klokken
20.00

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag
    Bestyrelsen foreslår, at DBCT fra den 1. juli 2021 bliver omdannet til et udvalg under
    navnet DBCT – Landevej under DBC.
    I den forbindelse vedhæftes DBC og DBCTs samlede forslag til nye love, som skal
    godkendes af generalforsamlingen.
  5. Valg af bestyrelse ifølge §6
    A: Valg af kasserer for 2 år Marianne Hansen, villig til genvalg
    B: Bestyrelsesmedlem for 2 år Preben Dalsgaard Hansen, villig til genvalg
    Valg af revisor:
    A: Revisor for 2 år Mona Larsson afgår, villig til genvalg
    B: Revisorsuppleant for 1 år Connie Frederiksen, villig til genvalg
    Såfremt ovenstående forslag under punkt 4 vedtages, gælder valgperioden fra 1. oktober
    2020 til 30. juni 2021. Efterfølgende konstituerer bestyrelsen sig med de
    bestyrelsesmedlemmer, som skal repræsenteres i DBCT – Landevejs udvalget dels i
    overgangsordningen og dels fra den 1. juli 2021, hvor den endelige organisationsplan
    træder i kraft.
  6. Eventuelt
  7. Tildeling af Æresbæltet ifølge § 10
    Eventuelle forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i
    hænde senest den 23. september 2020.
    Generalforsamlingen er kun åben for medlemmer af DBCT, der forinden ifølge klubbens
    love § 3.1. har betalt kontingent til DBCT for 2020/2021. Kontingentet er på henholdsvis
    350 kroner for medlemmer under 67 år og 250 kroner for medlemmer over 67 år samt
    støttemedlemmer. Såfremt ovenstående forslag vedtages, nedsættes kontingentet til
    henholdsvis 275 kroner og 200 kroner.
    Der kan betales kontingent til både DBCT og DBC ved indgangen.
    På bestyrelsens vegne
    Lennart Berendt

5
Trods restriktioner og nedlukninger lykkedes det at afholde klubbens ordinære generalforsamling.
Generalforsamlingen blev afholdt i Tapeten i Ballerup, idet der ikke var mulighed for at være i klublokalet denne aften. Der mødte 19 medlemmer, heraf 13 stemmeberettigede og 6 støttemedlemmer. Derudover var formanden for DBC, Bjarne Kratholm samt Kenneth Møller Kristensen inviteret til at overvære generalforsamlingen.
Formanden aflagde beretning over de afholdte arrangementer, som havde fundet sted i løbet af året, og takkede alle medlemmerne for at møde trofast op med godt humør, klar til at køre cykelløb eller vifte med flag. Orienterede om, at medlemstallet var status quo, idet vi havde fået to nye medlemmer, som opvejede dem, som var faldet fra.
Formanden sagde følgende om klubben og fremtiden:”DBCT er en klub med mange gamle stolte traditioner, som vi alle ønsker skal leve videre.. Klubben er endvidere i besiddelse af mange klenodier i form af pokaler, pelsekniv og Æresbælte og ikke mindst en historie, som kan føres tilbage til 1901. Formentlig Danmarks og måske verdens ældste motionscykelklub. På det tidspunkt var der ikke mange motionscykelklubber og man brugte heller ikke ordet motion, men kaldte DBC’s motionister for Turister. Heraf navnet DBCT. Og hvem var så turisterne. Jo det var ryttere, som havde kørt cykelløb på Ordrupbanen, som blev opført i 1888. Når disse ryttere trådte af, ja – så ville de stadig gerne køre cykelløb. Cykelløbene i DBCT foregik ikke på banen men på landevejen, og mange af datidens kendisser indenfor cykelsporten var medlem af DBCT, for eksempel Evan Klamer.
Med til historien hører blandt andet også, at man ikke bare blev medlem af DBCT uden videre. Nej man skulle anbefales af mindst to medlemmer af DBCT. Så en klub med mange stolte og lange traditioner
Igennem klubbens levetid har der de fleste år været et godt samarbejde med DBC – vores moderklub. DBCT har været direkte henhørende under DBC fra 1901-1952, hvorefter klubben blev selvstændig, efter forslag fra et medlem af DBCs bestyrelse, dog med den tilføjelse i lovene, at medlemskab af DBCT krævede, at man også var medlem af DBC. DBC’s forskellige formænd har igennem tiden – alle undtagen en, været medlem af DBCT og DBC’s formænd og bestyrelse har alle haft et tæt samarbejde med DBCT.
Ved sidste generalforsamling skiftede DBC formand og herefter er der igen åbnet for et samarbejde mellem DBC og DBCT.
Med det medlemstal, som vi har, er det svært at lave cykelløb. Vi kan pt. faktisk ikke stille et hold, og der er ikke rigtig noget at køre om, for det er næsten afgjort forinden. Derfor har bestyrelsen det sidste halve års tid haft nogle møder med DBC om fremtiden. Ved at indgå i et tættere samarbejde med DBC håber vi på, at klubbens fremtid kan sikres. Morten og Preben har gjort et stort arbejde for at få folk til at komme til vores løb og vi håber, at I vil bakke op om de tiltag, som bestyrelsen gerne vil iværksætte”
Bjarne Kratholm uddybede tankerne med, at DBCT indgår i samarbejdet omkring sammenlægning med DBC og efter opklarende spørgsmål, blev det enstemmigt vedtaget, at bestyrelsen skulle arbejde videre med sammenkoblingen til DBC, således at DBCT fra den 1. juli 2021, overgår som et udvalg under DBC og samtidig kalder sig DBCT-Landevej. Beretningen blev enstemmigt vedtaget.
Kassereren aflagde regnskab og modtog ros fra såvel revisorer som medlemmer.
Den nuværende bestyrelse og revisorer blev genvalg.
6
Under eventuelt orienterede formanden om, at klubben havde to 40 års jubilarer. Den ene var Kai Nielsen, som normalt deltager i generalforsamlingen, men som netop i år var fraværende, og den anden var formanden selv.

I den anledning tog kassereren ordet og sagde: ” Lennart du har været medlem af DBC-T siden 1980, du blev medlem af bestyrelsen 1987 og fungerede her som kasserer indtil 1989, hvor der blev ballade i klubben. Lennart du gik sammen med andre ind for, at damer kunne blive medlem af klubben, cykle og deltage på lige fod med mændene. Dele af den daværende bestyrelse lavede en klubtur til Harzen, hvor damer kunne deltage og det kom der ballade ud af. Den daværende formand Jan Petersen meldte sig ud og tog flere medlemmer med sig. På grund af balladen trådte du ud af bestyrelsen. Det blev så Leif Florager, der sammen med andre dannede en ny bestyrelse. Lennart du kom så ind i bestyrelsen igen i 1998 og blev sekretær. I 2011 blev du formand for DBC-T, hvilket du stadig er. Men samtidig fungerede du som sekretær frem til 2017.
Der skal lyde en stor tak til dig, Lennart for mange års arbejde for cykelklubben DBC-T”
Derefter blev udråbt et DBCT-hurra og Lennart modtog blomster, hvorefter formanden takkede for ordene og blomsterne og nævnte endvidere, at der under eventuelt plejede at blive orienteret lidt om tankerne med næste års klubtur. Men med baggrund i Covid19-situationen er det ikke muligt at planlægge rejser for den kommende tid.
Til sidst takkede formanden bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde og takkede alle for deres engagement for at få klubben til at fungere.
Sluttelig blev der udbragt et leve for vores gamle klub DBCT, hvorefter dirigenten Preben Dalsgaard Hansen afsluttede generalforsamlingen.
Bedste hilsner
Redaktøren

Kontroltjeneste
I forbindelse med afviklingen af DBCs stævner den 22. og 29. oktober samt den 14. og 26. november har flere af medlemmerne deltaget i kontroltjenesten i Arenaen. Derved har de tjent en god skilling til klubkassen til fælles bedste.
Vi ser frem til, at der igen kan afvikles stævner på banen, så der kan komme gang i banecyklingen igen.
Bestyrelsen

Mindeord
Jens Jonesen sov stille ind på Herlev Hospital, mandag den 28. december 2020 efter at have været indlagt på sygehuset i det meste af december måned. Jens blev 83 år.
Jens blev medlem af DBCT i 1985 og har været aktiv på cyklen igennem mange år. De senere år deltog Jens og Ellen dog kun i klubbens sociale arrangementer. I en årrække var Jens medlem af bestyrelsen og i en periodebestyrede han klubbens hjemmeside.
I Jens aktive tid deltog han i onsdagstræningen i Risby og han har deltaget utallige gange i klubbens cykelløb, såvel Æresløb, Høst Grand-Prix og Klubmesterskaber og kørte også med i Turistmatcherne arrangeret mellem DBCT, ACKT og OCKT. Jens var i sin tid, en af forkæmperne for, at der også kunne optages kvinder i klubben på lige fod med mændene, og at de kunne deltage i klubbens aktiviteter, såvel træning som løb samt klubbens
sommerture. Jens var et ordentligt menneske og brugte ikke store ord om sig selv. Han var altid meget loyal overfor klubben og den siddende bestyrelse. Jens har modtaget såvel klubbens Æresbælte, som Pelsekniven for at være en loyal og god kammerat. Vores tanker går til Ellen samt sønnerne Michael og Søren med familier.
På grund af Covid19 fandt bisættelsen sted i stilhed.
Æret være Jens minde.
Tak
Jeg skal hilse alle fra Ellen og takke for vores hilsen og den smukke buket til Jens bisættelse den 8. januar.
Bedste hilsner
Susanne

Lykønskninger:

08.02.1941 Grete Petersen 80 år
16.03.1946 Lennart Berendt 75 år
24.3.1961 Morten Ryan Hansen 60 år
01.04.1946 Inge Lise Lieberoth 75 år

Vi ønsker jer alle rigtig hjertelig tillykke med de runde dage samt god vind fremover.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Terminsplan:
Dette års terminsplan er vedlagt / vedhæftet “Sidste Nyt” for januar 2021. I skrivende stund, er det ikke muligt at samles på grund af Covid19. Men sæt kryds i kalenderen alligevel, for så snart det bliver muligt, håber vi, at se jer til de forskellige arrangementer, som afholdes i vores gamle klub. Bestyrelsen har af gode grunde ikke planlagt nogen arrangementer “ud af huset”, idet det er alt for usikkert om noget kan gennemføres.
Bedste hilsner
Bestyrelsen


Billeder, indlæg og hjemmesiden
I er velkomne til at sende billeder eller indlæg til bladet. Vores hjemmeside www.dbc-t.dk bliver løbende opdateret, så kig ind på den engang imellem. Den er rigtig flot og Preben gør sig stor umage for at få de seneste nyheder med.
Hilsen Susanne

Share